Chilenske Santa Alicia blev grundlagt i 1954 og er beliggende i Pirque-området i den frodige Maipo-dals centrale del. Vinstokkene kunstvandes med rent smeltevand fra Andesbjergenes sneklædte tinder, og behovet for sprøjtemidler er meget begrænset grundet et klima og en geografi, der favoriserer druerne og ikke skadedyr eller plantesygdomme.
Ansættelsen af David González (tidl. Concha&Toro) som vinansvarlig, har givet alle vine endnu et løft, hvilket i 2007 resulterede i titlen som ’Chilean Winery of the Year’ ved den meget anerkendte International Wine & Spirit Competition.
Santa Alicia Carménère Gran Reserva er produceret af egne druer fra Pirque syd for Santiago, hvor høsten foregår udelukkende ved håndkraft og for at sikre maksimal friskhed i druerne høstes kun i de tidligste morgentimer, hvorefter druerne i små kurve bringes ind til sortering. Kun 10% af druerne indgår i Gran Reserva efter en nøje udvælgelse af det bedste druemateriale. Hvert batch laves seperat og vinen lagres 12 måneder i nye franske barriques, inden vinen flaskelagrer 18 måneder i den temperaturkontrollerede underjordiske kælder.
Farven er dybrød, mens duften præges af skovbær, friskristede kaffebønner, eukalyptus, kakao og det sortstypiske strejf af peberfrugt. Disse elementer går igen i en meget fyldig smag, der har stor koncentration, hvor omdrejningspunktet er modne, mørke bær, der vidner om sunde og perfekt fenolisk modne druer. Modne tanniner giver vinen en solid struktur uden at flå mundtøjet af!
En fornem ledsager til et stykke stegt oksekød med en kærlig sovs.